topbanner - horissont.jpg

Temperatur.JPG

Vandtemperatur mellem 6-16 °C er bedst til havørreder i Limfjorden

- Fiskeri efter havørred i Limfjorden er generelt bedst, når vandtemperaturen er mellem 6-16 °C. Derfor er forårs- og efterårsmånederne klart bedst, og her fisker stort set alle pladserne godt.

Fiskeri når vandet er koldt i Limfjorden
Om vinteren, når vandet er koldt, (under 6 °C) er fiskenes behov for føde kraftigt reduceret, og de er sværere at få til at bide. Ørrederne opsøger vandområder med tilførsel af ferskvand, da det lavere saltindhold og ofte lunere vand, gør det mindre energikrævende for dem at regulere saltbalancen. Ved at fiske i områder med tilførsel af ferskvand, øger du derfor dine chancer for at fange fisk i de koldeste måneder. Flere har desuden erfaring med godt fiskeri, når isen bryder.

Fiskeri når vandet er varmt i Limfjorden
Når temperaturen nærmer sig 20 °C i fjorden trækker ørrederne oftest til områder med dybere og køligere vand og gerne med en frisk strøm. Fjorden har mange pladser, der opfylder disse kriterier, og det er her du skal fiske i varme sommerperioder. En frisk nordvesten vind sender køligere strømme ind i fjorden, og det kan sætte skub i de træge sommerørreder. Sommer og tidligt efterår er imidlertid også tidspunktet, hvor rigtig mange havørreder søger op i vandløb for at gyde, og med Limfjordens talrige fantastiske vandløb, er der i denne periode en enorm vandring af havørreder. Det kræver lidt held og snilde, men rammer du dagen og pladsen, kan du opleve et fantastisk fiskeri selv om sommer burde være ”lavsæson”.

 
 OP